MODERNE MYTER MALET AF CAMILLA BRODERSEN

af Teddy Brunius, fil.dr., professor emeritus

Et rigt kulturliv og dermed kunsten i samfundet er kendetegnet ved mangfoldighed, og dog forekommer der altid en stræben efter ensretning. En sådan stræben skal bekæmpes. En opinionsskabende kritiker skal opmuntre til forskellighed, men det sker ikke så ofte. Kulturinstitutionerne bliver fundamentalistiske, og opinionsdannerne følger efter.
Dette tænkte jeg, da jeg stod over for Camilla Brodersens maleri. Hun kalder sig autodidakt og har på egen hånd erhvervet sig et imponerende kendskab til de forskellige former for traditionelt maleri. Hun behersker alt det, som de akademiske malere skulle beherske - materialelære, lasurer, fordrivninger og anatomi. Hendes malerier er i al sin perfektion overraskende og enestående i kunstlivet. Hun skaber billeder til evige myter.

I ældre tid var kvindeidealet, som det fremstilledes i figurer, frodige kvinder, der var bredhoftede og havde tunge bryster. Det var en hyldest til en kærlighed, der hørte sammen med moderskabet. Dette frodige billede af den nøgne kvinde finder man også i Rubens', Rembrandts og Jordaens malerier. Kvinden var velnæret, og manden kunne synke ned i hendes bløde kød.
Den italienske renæssances malede guddommeligheder er anderledes. Giorgione og Tizian afbildede kvinder med Venusmål, som stammede fra de græske skulptuer af kærlighedsgudinden. Det kvindelige skønhedsideal finder man sidenhen i Goyas nøgne Maya og Ingres' haremskvinder.
I den sidste del af 1800-tallet begynder deformationens ideal at vise sig. Manets Olympia, en kantet, letlevende kvinde, vakte anstød hos det første publikum, men i dag opfattes hun som tiltrækkende. Deformeringen kan skildres som en afpillet skikkelse eller som en grotesk frodighed. De Koonings store, nøgne figurer er en skræmmende vision af kvinden. Lucian Freud søger mod den modne kvindes yppige fremtoning og nærmer sig de nederlandske kunstneres ideal.

Nu træder Camilla Brodersen ind på kunstscenen, hvor det lykkes hende at skildre kvinden, så hun er attraktiv for vores tids publikum. Filmen har præsenteret os for yderlighederne, den anorektiske Audrey Hepburn og den velnærede Mae West. Det er op til den enkelte mand at lade sig friste af den ene eller den anden.
Camilla Brodersen giver kvinden den moderne kvindes Venusmål tilbage. Hun tør male kvinder, som er fristende og som har en stærk erotisk udstråling.
Det er en kunst, der har sin egen niche i vor tids kunstliv. Men billedet af en niche er en smule misvisende. Hendes kvindelige figurer er ikke fanget i en ramme. De træder ud mod beskueren. Med dygtigt udført kontrastlysende kolorit og en vis fotografisk realisme skaber hun en ny visuel mytedannelse om kvinden som lokkende, fristende og med erotisk udstråling.
Camilla Brodersen står alene i sin skildring af den attraktive kvindekrop med en betagende figurskildring og fordrivningsteknik. Hendes kvindelige figurer er som visuelle myter, som fornyer et gammelt tema: Kvindens lokkelse.